#d_3104

Campingmutter.dk

 

Anden

Imens vi venter på d. 1. maj

Det er ikke altid det går som præsten prædiker, eller som vi har planlagt. Det gode er, at det går alligevel..

Vi troede fuldt og fast, vi skulle åbne for sæsonen d. 3. april, men Corona ville det anderledes. Vi har besluttet at vente med at åbne for sæsonen til d. 1. maj og dermed lade virus-stormen passerer gennem Danmark, så vi kan åbne i god ro og orden bagefter, når alle kan føle sig trygge. Både vores gæster, vores ansatte og vores familie. Det vigtigste for mig. er at være tryg og glad. Og at mine gæster, ansatte og familie er trygge og glade.

Jeg er heldigvis hverken politikker, læge, analytiker eller sundhedsperson i de her dage, jeg er bare Campingmutter i Bogense. Ja, vi mister (mange) penge på at gå glip af påsken og april. Men det er bare penge. Jeg tjener nogle nye penge en anden dag. Eller et andet år... Ligesom når vi har haft oversvømmelser. De 3 oversvømmelser som der har været på Kyst camping i 2006, 2012 og 2015 har sammenlagt kostet mig en million kroner. Og det var en hel million kroner. Af mine egne penge, også af de penge som jeg ikke havde og som jeg lige havde nået at betale banken tilbage, da den næste oversvømmelse og næste nye lån kom.. 

Hvis en af mine gæster, ansatte eller vores familie var udsat for at slæbe "en dårlig" (som det hed i mine unge dage) hjem til deres familier, kan jeg ikke reparerer det. Det kan jeg et stykke hen ad vejen med penge, så længe Danske Bank vil stå mig bi. Og alle ved jo, at Danske Bank er en ven i nøden.. 

Her kommer i bedste public-service-stil tips og triks, hvad du kan få tiden til at gå med, indtil det bliver campingsæson ved havet i Bogense d. 1. maj.

* Tøm alle skabene i din campingvogn. Dem allesammen! Vask skabene af indvendig og sorter alle tingene inden de kommer ind igen.

* Hvornår har den vogn egentlig sidste fået lavet en gas og fugttest? Måske er det tiden til det nu, hvor vognen alligevel står stille en måneds tid endnu.

* Slå forteltet op og se om det trænger til en lille syning eller en ny stang

* Er alle terningerne til yatsy spillet der, eller trillede der en væk sidste sommer som aldrig dukkede op igen ?

* Måske der skal et helt nyt og sjovt spil til i år?

* Send et gækkebrev til campingmutter. Eller til dit gamle familiemedlem som keder sig. Eller begge dele.

* Syng morgensang med mig hver morgen kl. 09.00 på DR TV, syng HØJT så jeg kan hører det helt i Bogense. (du er glad for, du ikke kan hører jeg synger og det er en skøn måde at starte dagen på)

* 5 uger går hurtigt. Vi ses snart!

Yours Campingmutter

 

 

 

Første

Campingmutter, del 1

Faktisk startede det hele med en cykeltur i 1960..

Min farfar Heinrich Seide Petersen var på cykeltur fra København til Fyn. Han var en fri sjæl, bestyrer i Brugen og havde ud-længsel hele sit liv. Han havde sin cykel, sit telt bagpå og en rygsæk. Det var det. Sådan havde han det allerbedst. På sin cykeltur rundt om Fyn når han til en lille samling af ko og grise gårde, ved Gamborgfjord, og bliver fuldstændig blæst bagover af det magiske syn af, markerne der går helt ud i havet. Han slår telt op for natten på ko-marken og ligger vågen hele natten og kigger på de grønne marker der når helt ud i det blå hav.

Den nat, 15 år inden jeg blev født, blev min skæbne. Heldigvis.

Da det blev lyst om morgenen på ko-marken, gik min farfar op og bankede på bondemandens dør. Han ville gerne købe det stykke af ko-marken som gik helt ned til Lillebælt. Det fik han lov til, dog skulle bondemanden have livstids adgang på markvejen ned til havet, for han gik daglig ned gennem marken og røg sin pibe. Min farfar kaldte den Ronæs Camping og fik emblemet du ser her, som bevis på han havde lov til at drive telt-plads.

Håndslag blev givet og min farfar cyklede glad hjem til København og fortalte sin kone og 4 børn, at de rykkede hele familien op med rode og flyttede ud på en ko-mark for at starte en teltplads. Hvem der bare havde hørt den samtale.

Min Farfars datter, altså min fars lillesøster, ville overhovedet ikke bo på en kornmark, så hun kom på kostskole i storbyen. Min fars to ældre søskende valgte at flytte hjemmefra og blive i byen. Min far landende lige imellem ikke at være gammel nok til at kunne klare sig selv, ved at flytte hjemmefra og samtidig være for gammel til kostskole. Så han kom med. Han var 12 år.

Min farfar byggede to helt primitive træhytter på ko-marken. Den ene boede de i, den bestod af et rum med køjesenge og gasblus til at varme vand på. Den anden træhytte solgte de is fra og tjekkede telt-turisterne ind og ud. Den passede min far. 

 Min Far, Jan Seide, passede også ishuset den dag der kom en hel busfuld skoleelever for at købe is. En af skoleeleverne var den 13 årige Bitten, som senere blev min mor.

Min far og min mor, som på det tidspunkt var 13 og 14 år blev forelskede lige der, over isfryseren. Forelskelsen varede ved, og da min farfar og farmor var ved at være halv-gamle, overtog min mor og far campingpladsen. Det var år 1980. Jeg er født i 1975. Fra jeg var 9 år gammel fik jeg en mælkekasse som vendte på hovedet, til at stå på, så jeg kunne kigge over disken. Jeg tjekkede gæster ind og ud, solgte is og gjorde lokummer rene. For min farfar sagde " Aldrig for fin til at skurrer et lokum, Heidi" Og sådan blev det. i 70érne og 80érne var det stadig praktisk at have børn, som kunne bestille noget. Og det kunne min bror  og jeg. 

Vi vokser op på Ronæs Camping og indgår som det naturligste i verden som en vigtig del af driften af campingpladsen, imens vi går i folkeskole. I 1990 går der kludder i familien og min mor skynder sig at flytte til Nordjylland med sin nye mand, hvor de overtager Ålborg familie Camping. Min far anskaffer sin en ny kone som flytter ind til ham på Ronæs Camping. Jeg flytter i den anledning hjemmefra og sammen med Rehné. Som 17 årig gymnasieelev. 

Jeg fortæller mine forældre, at jeg syntes de har spillet deres kort ret dårligt, ved at arbejde så intenst, at familien faldt fra hinanden.

Jeg bliver uddannet kontorelev og sidder i kundeservicecenter på Vingården i Odense. Det er kedeligt. Virkelig kedeligt. Faktisk så kedeligt, at når en af kollegaerne har 10 års jubilæum og holder reception, får et ur og en halv times ekstra pause af firmaet, har jeg SÅ meget lyst til at gå over til dem, og fortælle, at jeg er ked af det på deres vegne. De har spildt kostbare år af deres liv, de aldrig får igen. Flere har siddet 25 år på samme kontor!

Rehné og jeg gør som der forventes af os i slut 90érne, Vi bygger et nyt hus i et villa kvarter. Med plads til 2 biler i carporten. I en forstad til Odense. jeg tegner huset, Rehné bygger det, vi syntes det er meget sjovt at tegne og bygge sammen. Tilgengæld er det virkelig kedeligt at bo i et villakvarter. Selvom naboerne er vidunderlige, det er nemt til motorvejen, renten er kun 5%, er det lige så kedeligt som at danse til radioavisen. Jeg forstår simpelthen ikke livet i de danske villakvarterer med 8-16 jobs, men gør hvad jeg kan, for at det ser pænt ud imens.

Heldigvis bliver vi beriget med vores Emil i 1999 og efter 1 års barsel skal han i dagpleje. Jobbet venter, så vi kan betale lånet af på huset. En af de sidste dage i min barsel hører jeg Elton John i radioen. Yellow brick road. Jeg stopper op og ved med hver en celle i min krop, at jeg har placeret mig et sted i livet, hvor jeg ikke hører til. I´m going back to my plough...

En samtale 2 generationer senere end den min farfar havde med sin familie, men med det samme tema. Det her liv med parcelhus, 2 biler og pensionsopsparing - det går bare ikke. Vi sælger hele lortet og starter forfra. Med det som virkelig betyder noget. Emil. Og hinanden. Og havet. Alt kan gå, hvis bare vi har hinanden og havet.

Henriette hed hun, bank-damen i FIH (finansierings institut for industri og håndværk) der som det eneste penge institut, lånte penge ud til køb af campingpladser. Jeg var 24 år, med Emil på 1 år på armen og fortalte hende, at vi havde det her helt særlige hus, som vi selv havde tegnet og bygget, som vi nok kunne sælge lidt dyere end vi havde bygget det til. Og at vi gerne ville låne til en æld-gammel-totalt nedslidt kommunal ejet campingplads i Bogense, som bare liiige manglede lidt kærlighed. Og nogle nye bygninger. Og et nyt klientel. Og alt muligt andet. Men at jeg vidste, hvordan det ville komme til at se ud, hvordan det ville blive - og at det ville blive camping på en helt ny måde. 

D. 1. oktober 2001 havde vi købt campingpladsen i Bogense. Det er 19 år siden. Vi kalder den Kyst Camping Bogense. Camping med Kærlighed

 

Treide, men første del 2

Campingmutter, del 2

Jeg er 24 år og står under bruseren i mit nybyggede og total tjekkede parcelhus. Jeg elsker hver en mursten. Jeg elsker køkkenet, walkin closet, som faktisk slet ikke var blevet moderne endnu, træerne indkørslen, og følelsen af at være ”rigtig voksen” med 5% realkreditlån, pensionsopsparing og det hele.  Jeg elsker naboerne. Og jeg ved, at jeg simpelthen ikke kan leve mit liv her. Det strammer. Alt-alt-alt for meget..

Det er den 1. oktober 2000 og det er dagen hvor vi skal overtage campingpladsen i Bogense. Samtlige af vores venner har været målløse, når vi fortalte dem, vi havde sat huset, biler og faktisk hele vores liv til salg. Det var lavkonjektur i Danmark i år 2000, kommunerne havde ikke nogen penge og solgte ud af deres grunde og bygninger. Herunder den kommunale campingplads, som jeg altså købte for den nette sum af 3 millioner. Det var ikke særligt populært at drive campingplads dengang, campingpladsen var kørt helt i knæ og  klientellet bar præg af, campingpladsen havde været offentligt ejet og hverken kommunen eller forpagteren var interesseret i at involverer sig synderligt i den,- og i øvrigt havde den kørt med underskud så langt øjet rakte baglæns. Den var billig til salg og det var mit held!

Som jeg står der om morgenen, på dagen jeg skal overtage campingpladsen, ved jeg at alt bliver godt. At det bliver op ad bakke, men at det ender godt. Jeg ved det bare. Liidt anderledes har jeg det et par timer senere da jeg står i Bogense og kommune-manden skal overdrage mig campingpladsen.  Et helt bord fuld af nøgler, uden vedhæng og ingen ved hvilken nøgle som er til hvad.. Der er ikke nogen overdragelse fra den tidligere forpagter, og kommunemanden har ikke været en del af driften, så ingen ved reelt hvem som er på pladsen, hvad de hedder og hvornår de er kommet. Lige som ingen ved hvordan vi låser nogen af bygninger op. Til gengæld ved Emil, 1 år, at han er sulten. Nu. Vi går ud til pølsevognen på havnen og spiser pølsemix til aftensmad imens vi pønser på, hvordan vi lige griber det an.

Vi beslutter at sætte en seddel i dørene på alles campingvogne, at de skal møde op dagen efter kl. 11.00. Vi går hjem for at skrive sedler og dele dem ud, prøver samtlige nøgler til vi finder den som passer til informationen. Der er efterladte møbler, der er ikke gjort rent meget længe og der er ikke nogen former for kunde kartotek eller kassekladder. Til gengæld er der råd under gulvtæpperne da vi tager dem af og sort omkring alle vinduerne. Rehné spørger mig om jeg har flere gode ideer i ærmet til vores liv sammen..

Campingpladsen er mest beboet af fastliggere som har været der længe inden jeg blev født. Det fortæller de mig, imens jeg er hoppet op og stå på et bord, vi har sat udenfor, så de kan hører og se mig. Det er ragnarok. De fortæller at jeg ikke skal ”tro jeg er noget”, at de har været der længe inden jeg blev født, og at jeg kan glemme alt om prisstigninger. Det er deres sted og den ene plejer at gøre rent, den anden plejer at slå græs. For en kasse øl om ugen.

Jeg gentager igen og igen at vi har købt og betalt campingpladsen og at det fremover er et feriested, mere end et bosted. At der er nye ordensregler og at ingen kan have bopæl på campingpladsen. Det ryger lige i nyhederne, områdeavisen skriver frådende om alle de mennesker som nu skal forlade campingpladsen. Turistchefen kommer ned til mig og spørger om jeg er bindegal, at smide alle folk ud. Hele byen og samtlige campister afskyr mig. Sådan går hel det første år. Med at rydde op i klientellet, så dem som er på campingpladsen rent faktisk er turister på ferie. Vi rydder op i bygninger, efterhånden som vi kan komme ind i dem, rydder op i hække, på veje, på campingpladsen på campingpladsens ry i campingbranchen. Vi sætter priserne op, så vi både har penge at sætte i stand for og så dem som ikke betalte deres ophold på campingpladsen var nød til at rejse. Vi giver campingpladsen et nyt navn for at markerer skiftet. Vi kalder den Kyst Camping Bogense. Min bankmand i byen (det var i år 2000 hvor der faktisk sad mennesker i bankerne og tog i mod pengene,) kigger lidt nervøst over brillerne, når jeg kommer ind og spørger mig lidt nervøst hvordan det går..

Vi har revet alle gulve op, tapet ned, køkken og bad ned i det lille opholdsrum på 24 m2 som er vores beboelse bag informationen. Det  består af 1 rum og udgør hele vores hjem. Jeg sætter selv nye fliser op på badeværelset og Rehne´ bygger et køkken til os i vores opholdsrum. Vi er præcis så kække som man er, når man er 24 år.  Alt fysisk omkring os er kaos, men mavefornemmelsen er stadig god. Og midt i det hele kommer der engle. Som der altid gør når mennesker er i krise. Min engel hedder Poul (forsættes)